Frå Nordfjordjektene si tid

Vi veit at i seglskutetida var Bryggja ei mykje nytta hamn med god livd mot uver, og ein trygg plass i påvente av lagleg bør.
Som eit døme kan nemnast ei hending våren 18 66, same året som vegen over Maurstadeidet var ferdig.
Faleidejekta “ Sølivet” var på veg til Bergen, og laurdag 14 April søkte dei hamn ved “ Flotøen”, og dei var ikkje åleine. Dei hadde selskap av Svarstadjekta, Frøholms-, Nedrebergs-, Skodens-, og den nye Hegdalsjekta, samt tre frå Gloppen.
Her låg soleis ni jekter og venta på lagleg vind.
Dei vart liggande fem dagar og opplevde både vindstille og uver.
Under opphaldet måtte nokre av karane på “ Sølivet” ein tur over fjellet til Åheim. På den tid var ikkje dette so snargjort, og det kunne vere strabasiøst nok.
Dagboka til Anders H. Faleide, som var styrmann på “ Sølivet”, fortel om denne turen og det dei opplevde før dei kunne reise frå Bryggja:

“Søndag 15 April. I dag rolig Veir kun lidt sydlig. Lest Dagens Text i Harms Predikener om den gode Hyrde. Saavel i dag som øvrige Dage, læst en stund i Onkel Toms Hytte, en Fortælling om Slaveriet i Amerika.
Mandag 16 April. Læst i Onkel Toms Hytte. Lidt Hovedpine. Veiret rolig med regn.
Tirsdag 17 April reist over Fjeldet til Vanelven i Forening med Ole Lien og Ole Lunde. Hensigten med reisen var at opspørge eller opsøge en Glasmester da vi manglede 5 Glasruter i Vængglasene. Som følge af den Træk der bevirkedes paa grund af de ituslagne Ruder, var vi allesammen plagede af Hovedpine, og at faa Ruder indsat ansaaes nesten umulig thi i hele Bryggens Omegn fandtes ikkje en eneste Glasmager. Vi fik saaledes høre at Landhandler Ravn i Vanelven kunde skjære Glas, men derhen var en Veilængde af 3 Mile og som til dels var ubanet Vei.
Jeg besluttede da uagtet jeg havde meget ondt i Hovedet at tage Turen nordover, og fik i den Anledning de 2 forannævnte Mænd med mig, og paabegynte Fodvandringen formeldte 17 April omtrent Kl. 8 Formiddag. Veiret var raadt med regn og søndenvind. Vi skred raskt opigjennem Dalen, hvor vi hist og her traf Veiarbeidere der af og til holdt paa at isandsette enkelte Steder af den nylig anlagte Vei, hvilken var bleven beskadiget. Da vi havde tilbakelagt den første Halvemil gikk Veien forbi 2 smaa Vand, hvorved nogle Arbeidere vare beskjeftiget med at jævne Veien, men da de ¾ Dele af den første Miil var bagenom kunde vi ikke spørre nogen levende Væsener med Undtagelse af at vi af og til hørte en vakker Sang af en munter Vaarfugl der likesom glædede sig i den frembrydende Vaar, de slog en Trille ligesom for at oplive den igjennem Dalen trætte Vandrer, hvilket også kunde tjene denne som et Slags Mars. Høiest oppe i Dalen laae endnu Snee og de i Dalen værende Vand vare endnu belagt med Iis. Der var 5 store eller mindre Vand, hvoraf det største antagelig var en ½ Miil langt og hvis udløb gik i nordlig Retning og ved Udløbet forenedes med Elven som gik gjennem Dalen i Vanelven. Den nye Vei var oparbeidet og istandsat i en Lengde af omtrent 1 ½ Miil, hvorimod ½ Miil endnu laa under Arbeide og hvorved omtr. 40 a 50 Mand var beskjeftiget med Anlægget med Minering, Banking af Puksten og Muring.
I gjennom Dalen vare 3 Fjeldstuer hvilke Arbeiderne havde benyttet som logementhuus under arbeidet, men vare nu de 2 søndre Stuer ubeboede, da dette Strøg var ferdig, hvorimot den nordligste var beboet. Da vi passerede den nordligste Stue kom en Jomfru ud af Døren, hvilken formentes at være Opvarter til Veiinspektøren, og hende spurgte hvor henne Landhandler Ravn bodde, hvorhos hun pegede paa et hvidmalet Hus som stod henimod ½ Miil derfra ved Mundingen af Vanelvens Udløb i Søen. Vi fortsatte da vandringen nedad den ubanede Vei, hvor vi hist og her stødte paa Minerere, der var beskjæftiget med minering gjennom Hammere og Fjeld.
Vi kom saaledes ned paa Bøen hvor der blev flad Vei, og idet vi skred sagte fremad og samtalede med hinanden om Stedets Mærkverdigheder og sluttelig da vi nærmede os Overfartsstedet, om hvorledes vi skulde komme over Elven, traf vi lykkeligvis en Baad som laa ferdig og vilde reise over, og som velvillig satte os over uden Betaling.
Vi ankom nu til Landhandler Ravn omtr. Kl. 11 formiddag og idet vi traadte ind i Kramboden fik vi os en Potte Øl for 4 s. men som var meget surt. Dernæst fik vi os 1 Pgl. Viin og lidt Brød til at styrke os paa, hvilket kostet os hver 6 s.
Med Hensyn til Erholdelsen af de omhandlede 5 Glasruter, saa var der intet i Veien for at kunde faa dem, blot vi vilde vente til de der staaende Handlere bleve expederede, men naar en var ferdig kom en anden igjen og dette varede uophørligt.
En time sad vi der og ventede, men saa kom en Kone, barnfødt i Levanger, men nu gift og oppolder sig paa Gaarden Thue paa søndre Side af Elven, og hun fortalte, at der nylig var bosat en Mand fra Eid paa samme Gaard som hun og som var Glasmager
Hun kunde fortelle at han var i dag Hjemme, og dersom vi vilde følge hende over Elven var der intet i veien at faa Glasruder. Som sagt, saa gjort. Vi fulgte hende over Elven og gik op paa Gaarden og idet vi traadte ind i Stuen var Manden i Begreb med at tage sig en Middagsluur. Han hørte vort Erinde og strax tog han sin Diamant frem tillige med en Plade Glas og en to tre vare Ruderne udskaarne efter det medbragte Maal. Jeg tog op min Portemonai, og betalte Manden for de 5 Ruder 10 10 s. hvorefter jeg viklede dem ind i mit Lommetørklæde og Vandringen tilbage paabegyndtes.
Klokken var henimod 2 da Opstigningen af den ubanede Vei begynte og vi naaede snart Høiden og den gode vei. Vi tilbakelagde nu Veien med største Skyndsomhed, thi Veret blev nu mere Regnfuldt at med Blæst lige i Ansigtet saa at Opholdet i gjennem Dalen for at betragte dens Skjønhed, hvilket paa en klar Solskinsdag vilde have været et fortryllende Skue, blev saare ubehagelig da vi ikke var forsynt med Regnklæder. Vi bleve temmelig trætte og Saarbenet, dog kan jeg for min del sige, at jeg ikke føler noget, hvorimot mine Kamerater klager meget derover.
Kl. 5 Eftermiddag kom vi atter ombord i vor Raaseilerjægt “ Sølivet”. Vi fik os derpaa lidt Vederkvægelse baade Mad og Drikke, byttede Klæder, hvorpaa jeg indsatte de nye Ruder, saa Vinduerne kom i stand til Natten, og det var ogsaa paa tide, thi Uveiret brød løs slemmere og slemmere eftersom det led paa natten.
Onsdag 18 April. Nordvestlig Storm med Snøkave. Vinden vilde lægge os paa Land og vi maatte til at fortøye os, hvorved vi bleve temmelig vaade af Snedrev der ogsaa bevirkede at det blev meget koldt for os. Vi blev da endelig Færdige og byttede Klæder, men paa Grund af Storm og Snetykke kunde vi ikke faa seile i dag.
Torsdag 19 April. For det meste Vindstille, kun af og til en Snekave fra Nord med lidt Vind men som ikke varede mere end idet Høyeste 10 minutter og saa atter stille.
2 Jægter reiste paa Formiddag og det lykkedes dem at komme over til Rugsund.
Kl. omtrent 2 kastede vi løs allesammen og begynte at Buksere i Blikstille og da vi vare komne omtr. midt i Fjorden fik vi et lidet Østenvindkast saa at vi kom til Rugsund.

Det er vanskeleg for oss, med vår tids kommunikasjonar, å forstå at ein Bergenstur kunne ta fleire veker kvar kvar veg for berre nokre generasjonar sidan.
Dei som levde på den tid måtte ha eit heilt anna forhold til tidsperspektivet enn det vi har - og dei måtte ha mykje av noko vi ofte manglar i dag : Sinnsro og tålmodighet.

- Harald Maurstad -

Kjelde : Årbok for Nordfjord 2006.